Disko/Qeqertarsuaq

Selve byen Qeqertarsuaq/Godhavn ligger på en halvø med en naturhavn. Hovederhvervet er krabber og hellefisk, hvoraf krabbefiskeri er det væsentligste. Turismen er godt organiseret, men har stadig en minimal betydning for byens økonomi. Byen har et stort supermarked med bageri, postkontor med hæveautomat, el- og auto-servicestationer. Hospitalet er i de senere år blevet udvidet, og den gamle lægebolig (oprindelig hovedsædet for landshøvdingen for Nordgrønland) fungerer nu som museum. Kirken ('Vorherres blækhus') og skolen ligger midt i byen tæt på Thygesens sø, som desværre i dag er stærkt forurenet.

Arktisk Station ligger i den østlige udkant af Qeqertarsuaq/Godhavn i de fredede arealer med ensvarme (homoterme) kilder, Lagunen og Sorte Sand. Udover Arktisk Station er der af de tidligere forskningsinstitutioner i byen nu kun Geofysisk Observatorium tilbage, som arbejder med registering af jordmagnetisme og jordskælvsbølger. Ionosfære stationen er blevet omdannet til et slags vandrerhjem.

Overnatningsmulighederne i byen omfatter udover vandrerhjemmet også Hotel Disko, Fox Hostel, Siorarsuit Hostel, Island Hostel, Napasuunnguit Hostel og en campingplads ved Røde Elv. Der er planlagt en lufthavn udenfor byen (øst for Røde Elv), men indtil videre er den lille heliport på Sorte Sand, øens eneste landingsplads for helikoptertrafiken.

Qeqertarsuaq er præget af de store havområder Davis Strædet og Baffin Bugt. Klimaet er derfor arktisk maritimt med relativt store nedbørsmængder og store temperaturvariationer. Besøgende må derfor være forberedte på pludselige og store vejromslag.

Året middeltemperatur er ca. -4°C. I marts 1996 blev der målt temperaturer fra -32.6 til 6.6°C og i juni -2.6 til 14.8°C. Vindretningerne ved Arktisk Station er domineret af orografiske betingelser. Fremherskende vindretning i vinterhalvåret er fra øst, præget af kolde katabatiske faldvinde fra Indlandsisen. I sommermånederne er vindretningen ofte vestlig og bringer ‘varme' maritime luftmasser ind over området.

Storme i Davis Strædet forårsager tit kraftig dønning på sydkysten af Disko og dermed på stranden neden for Arktisk Station. Foehn situationer er almindelige i området, hvilket medfører vindhastigheder på over 30 m/sek og voldsommer temperaturskift (pludselig temp. stigning på mere end 30°C).

Snescootere må ikke anvendes på havisen ud for Qeqertarsuaq - hundeslæder er velkomne.

Havet dækkes af is i december og den forsvinder igen i maj. I Vestdiskos fjorde er islægningen længere (november til juni). Men der er stor variation fra år til år. I 1997 kunne Porsild sejle til slutningen af januar.

Arktisk Station - og hele byen Qeqertarsuaq - ligger på en lav (max 100 m) prækambrisk gnejssryg, der overlejres af tykke formationer af plateaubasalter dannet af lavastrømme i tidlig tertiær.

Fjeldene, der hæver sig op til 6-800 m's højde, umiddelbart bag stationen, giver landskabet sit karakteristiske udseende med talrige næsten horisontale brungrå til sorte lavalag med mellemliggende lysere, rødlige, laterit horisonter. Geologiske formationer på Disko. 

Gnejssklipperne i hele Qeqertarsuaq området er skuret kraftigt af Istidens gletschere. Fine eksempler på rundklipper med seglformede brud ses overalt. Umiddelbart øst for stationen ligger Blæsedalen, en stor gletscherskabt, U-formet dal, der strækker sig over 30 km mod nord til Disko Fjord. Elven i Blæsedalen hedder Røde Elv. Vandføringen svinger meget. Den årlige vandføringe er ca. 36x106 m3. Midt på sommeren er afstrømningen omkring 3 m3/sek. Den har fået sit navn fordi den farves rød af suspenderede nedbrydningsprodukter fra basalten. Dalen er 2-3 km bred og flankeres af stejle vægge i lavalagene.

Tværs over Blæsedalens munding ligger en 50-70 m høj lateral moræne, Pjeturssons Moræne (se foto ovenfor), dannet ved et gletscherfremstød ud gennem Disko Bugt. Bag Arktisk Station hæver Lyngmarksfjeldet sig stejlt op til ca. 600 m, øverst som en stejlvæg i plateaubasalterne og længere nede som en aktiv talus med store blokgletchere. Der er let adgang til fjeldets topplateau, hvor der dels er isfri partier, men hvor størstedelen er dækket af en lokal iskappe, Lyngmarksbræen. På en dagstur er det ligeledes enkelt at besøge flere dalgletschere, bl.a. Lyngmarksgletscheren og Chamberlain's gletcer.

Permafrost træffes overalt. Mange periglaciale fænomener så som iskiler, stenpolygoner, muddercirkler og pals- og pingo-dannelser, præger derfor terrænoverfladerne. Kysten ligger kun godt 300 m fra stationen. Der er her udformet som en ca. 100 m bred sandbarriere, Sorte Sand (navnet pga. det sorte basaltsand), der afspærrer en lavvandet lagune. Mod vest danner gnejsen en skærgårdsagtig kyst og det er her byens naturhavn ligger (Qeqertarsuaq hed tidligere Godhavn, 'den gode havn', fordi den ligger beskyttet for isens skruninger og de ofte voldsomme stormbølger og dønninger).

Øst for stationen, ud for Blæsedalen, er kysten udformet som en stejlkyst i basaltbreccie (lava afsat under havet). Her findes imponerende detailformer, hvor søjlebasalt danner brændinghuler, strandpiller og portaler. For 9-10.000 år siden stod havspejlet over 90 m højere end i dag. Under den relative landhævning blev der dannet store serier af rullestensstrandvolde, der kan følges fra Pjeturssons Moræne og helt ned til den nuværende kystlinie.

De varme kilder på Disko blev først beskrevet af Rink i 1852, men har selvfølgeligt været kendt af grønlændere lige siden de bosatte sig på øen. Den rige flora og fauna omkring kilderne har altid interesseret de gamle grønlændere, og de specielle forhold omkring kilderne har muligvis givet grobund til sagnet vedrørende øen Disko. Ifølge de gamle grønlandske sagn skulle øen have ligget i Sydgrønland ud for Arsuk, men blev flyttet af en åndemaner til Diskobugten ved hjælp af trolddomskraft.

Mere end 50 ensvarme kilder har fået grønlandske navne. De fleste hedder noget med "unartoq", hvilket betyder at kilden løber hele året. Denne lokale terminologi er langt bedre end det danske ord "varm kilde", da de fleste kilder kun er 0-4° C. Der findes dog kilder på Disko som er 16-18° C. Den varmeste (18,5° C) findes således i Mellemfjord. Det mest berømte kildefelt findes dog i Engelskmandens Havn tæt ved Qeqertarsuaq/Godhavn. Dette ca. 14-16° C kildefelt har senere vist sig at være radioaktivt. Her fik Morten Porsild i begyndelsen af dette århundrede gennemført den første fredning i Grønland. Senere blev også de kolde kildefelter (0-4° C) i Østerlien lige bag Arktisk Station fredet.

Omkring de ensvarme kilder har mange plantearter deres nordligste forekomst. Dette er således gældende for f.eks. de 4 arter af orkideer, som findes på Disko, men også for Grønlands højeste "urt", Fjeldkvanen (Angelica archangelica). I Kvandalen (øst for Qeqertarsuaq) findes den nordligste forekomst af Fjeldkvan i verden, men muligvis også den højeste forekomst over havet. Allerede Porsild beskrev i 1902 en lokalitet i Kvandalen som lå i 800 meters højde. Det har senere vist sig, at denne specielle lokalitet er en af de 35 ensvarme kildefelter, som er lokaliseret i Kvandalen.

For 20 år siden blev nye ensvarme kilder lokaliseret om vinteren fra hundeslæde. I dag benytter Arktisk Station sig af nye avancerede hjælpemidler, så som SPOT-satellit foto, der underkastes en speciel computerteknisk analyse. Hele Disko er stadig ikke blevet analyseret ved hjælp af satellit-foto, men et forsigtigt estimat sandsynliggør, at der findes flere tusinder af ensvarme kilder på øen. Heraf kan ca. 100 kildefelter alene i Qeqertarsuaq området erkendes ved hjælp af et enkelt satellit foto.

Dyrelivet i kilderne er helt enestående. Indtil videre er der blevet fundet ca. 50 arter af bjørnedyr (Tardigrada) i forbindelse med kilderne, men også snegle, regnorme og fire billearter er fundet i f.eks. kildeområdet i Engelskmandens Havn. Ud af de mange hundrede kildefelter, der nu er undersøgt på Disko, afviger tre kildefelter ved at være svagt salte. Det drejer sig om de kilder der springer ved stranden i Engelskmandens havn, Tarajuungitsoq i Disko Fjord og endelig det 'intertidale' kildefelt Unartuaraq også i Disko Fjord. Specielt Tarajuunngitsoq er stærkt radioaktivt og indeholder store mængder af fluor-salte og luftarten helium. I disse kilder er der blevet fundet marine dyr allerede i 1927 af Reisinger og Steinböck. Senere er der både blevet fundet marine bjørnedyr (Styraconyx hallasi) og saltvandsmider (Halacarellus subcrispus). Bjørnedyret er endemisk for kilderne, og dets nærmeste slægtning er fra Sargassohavet. Miden blev første gang fundet på 50 meters dybde ud for Tromsø.

Af højerestående dyr findes der til gengæld kun få arter, der udelukkende er tilknyttet de ensvarme kilder. En undtagelse er måske en enkelt stamme af fjeldørred (Salvelinus alpinus) i Diskofjord. Ved "skrævestedet", Avdlaugissat, findes der en bestand af fjeldørred, der gyder tidligt om foråret (marts-april), mens alle andre grønlandske fjeldørredbestande gyder om efteråret (august-september).

Arktisk Station arbejder for tiden med at lokalisere varme kildevæld i fjordene på Disko. Det er således lykkedes at finde et stort kildefelt i fjordarmen Kuánerssuit i den inderste del af Diskofjord.

Den botaniske diversitet omkring Arktisk Station er enestående for det lavarktiske Grønland. Dette kommer bl.a. til udtryk i antallet af blomsterplanter der kan findes indenfor gåafstand fra Arktisk Station. 212 af Grønalnds 513 blomsterplanter forekommer her. Denne artsrigdom overgås kun af en enkelt anden lokalitet i Grønland, fra den sydgrønlandske boreale bikreskovs zone. Artsrigdommen ved Arktisk Station er betinget af et relativt favorabelt lokalt klima, forekomsten af et bredt udvalg af både lavlands- og bjergbiotoper, en rig og varieret jordbund, og et betragteligt antal homotherme kilder. Disse 'varme' kilder sikrer blomsterplanterne en væsentligt længere vækstsæson. Planterne kan gro og udvikle sig tidligt på sæsonen omkring de varme kilder beskyttet af snelejer. Et stort antal Grønlandske blomsterplanter har deres nordlige vestgrønlandske udbredelsesgrænse på Disko.

Mosser er ofte dominerende landskabselementer på Disko.

Havet ud for Arktisk Station er rigt på makroalger, fra litoralzonen og ned til ca 50 meters dybde. Mest iøjnefaldende er de store brun- og rødalger. Specielt kan fremhæves arter som brunalgernen Agarum cribrosum og Laminaria longicruris, der visse steder kan opnå en længde af 15 meter. Brunalgen Fucus er dominerende mange steder, bl.a. ved Udkiggen. Isskuringen i vinterperioden betyder, at algerne ofte kun ses i naturlige, beskyttede lavninger i klippernes overflade. Meget dominerende på visse lokaliteter, f.eks. i Diskofjord, er de kalkinkrustrerede, skorpeformede rødalger.

Det marine fytoplankton er domineret af kiselalger og stilkalger (Haptophyceae). Sæsonen er karakteriseret ved en massiv fytoplankton opblomstring i maj-juni måned. Området har en meget rig nanoflagellat flora og fauna.

Fugle på Disko

Disko og de omkringliggende områder har et rigt fugleliv. Med 67 arter observeret (heraf de 40 ynglende) indenfor de sidste 25 år på øen, kan man med rette betegne Disko som et ornitologisk 'smørhul' i den ellers artsfattige grønlandske fuglefauna. Det skyldes først og fremmest, at Disko ligger i overgangszonen mellem den højarktiske og den lavarktiske region. Der er i særdeleshed mange havfugle, som har deres hovedforekomst i overgangszonen mellem de to regioner. Således findes en af verdens største mallemuk-kolonier på sydsiden af Qeqertaq i mundingen af Diskofjord. Men Disko rummer herudover adskillige andre store fuglefjelde hvoraf flere er beliggende tæt ved Arktisk Station. Af Grønlands 11 'RAMSAR-områder' findes ikke færre end 3 på selve Disko. Desuden er Brændevinskærene, lige ud fra Qeqertarsuaq, udlagt som fuglereservat. Af andre meget interessante fuglelokaliter i Disko bugten skal specielt fremhæves Grønne Ejlande. Her blev den sjældne rosenmåge fundet ynglende i 1979 for første gang i de sidste 100 år i Grønland.

Selvom vadefuglefaunaen er fattig på Disko i forhold til højarktiske lokaliteter, kan man iagttage et enestående træk, af bl.a. amerikanske vadefugle, langs Flakkerhuks lange kyststrækning under forårs- og efterårs-trækket. Man har således ved Flakkerhuk været heldig at observere flere af de amerikanske underarter af de holarktiske vadefugle. Ud for Hareøen på Diskos nordvestside findes der er et lille vinterpolynie i Vestisen. I april-maj måned kan man her observere en rig algeflora på undersiden af havisen omkring polyniet. På basis af algefloraen gives der mulighed for et spændende økosystem lige under og i havisen. Dette økosystem, der også populært omtales som et "upside-down-dyresamfund ", består bl.a af hjuldyr, krebsdyr og polartorsk. Men også 'højere dyr', som ravne, sneugler, ismåger, alkefugle, remmesæl, ringsæl og hvalros er blevet observeret her.

Arktisk Stations fugle og fugleakvareller

I 1948-49 opholdt Zoologisk Museums konservator Harry Madsen sig ved Arktisk Station. Han var en af de første zoologer, som specielt beskæftigede sig med arktiske fugles tilpasninger under vinterforhold. Desuden udstoppede han 51 fugle for Arktisk Station. Disse fugle er nu placeret i 3 udstillingsmontrer i hovedbygningen og i biblioteket på Arktisk station. På undersiden af træfoden, hvorpå hver enkelt fugl er monteret, er der oplyst vigtige data, så som fuglens køn, vægt og nedlæggelsesdatoen.

Udover de udstoppede fugle rummer Arktisk Station et andet ornitologisk klenodie. En lokal kunstner, Isak Kleist, har illustreret alle Diskos fugle i akvareller i typisk grønlandsk stil. Illustrationerne af fuglene kan virke lidt stive, men viser, at kunstneren selv har observeret fuglene i naturen. Akvarellerne er udført i sarte farver, og både farver og papir har i tidens løb lidt en del overlast. En del af samlingen er derfor nu blevet ophængt i glasrammer.

Diskos Insektliv

Landfaunaen af insekter i Grønland er yderst artsfattig, og det gælder også for Disko. Af dagsommerfugle findes der kun to arter, som begge er ret sjældne i området, den grønlandske Perlemorssommerfugl (Clossiana chariclea) og den smukke Høsommerfugl (Colias hecla). Derimod kan man i visse år opleve at se en masseforekomst af natsværmere, de dagaktive ugler, som f.eks. Sympistis zetterstedtii eller fjeldspinderen Gymaephora groenlandica. Den sidste har en højest ejendommelig levevis. Tilsyneladende tager det larven 17 år at udvikle sig på Disko. Dette er formodentlig en verdensrekord for arten, da det i Alaska og arktisk Canada "kun" tager larven 12 år at gennemføre sin udvikling. Sidste masseforkomster af voksne dyr på Disko var i 1977 og 1994.

Verdens artsrigeste dyregruppe, billerne, klarer sig heller ikke godt i Grønland. Der er kun kendt ca. 55 arter af biller i Grønland, og heraf er kun 8 arter fundet på Disko. De to arter, løbebillen Bembidion grapii og pillebillen Simplocaria metallica, er kun fundet ved varme kilder. De to vandkalve, Hydroporus morio og Colymbetes dolabratus er til gengæld meget almindelige i damme og lavvandede søer.

Den store arktiske humlebi, Alpinibombus articus, er en rigtig forårsbebuder. Denne humlebi er i stand til at flyve, mens fjeldet endnu ligger sneklædt, og hvis det bliver rigtigt koldt senere på foråret kravler den bare rundt på jorden, mens den summer højt. Dette skyldes, at den bruger vingemuskulaturen til at forøge kropsvarmen, så den ikke bliver kuldelammet. Dronningen "ruger" også på de første æg og larver i mosboet. Således kan dronningen forøge temperaturen i boet med over 20° C ved hjælp af vingemuskulaturen. Der findes endnu en humlebi-art på Disko, Alpinibombus hyperboreus. Den snylter på A. arcticus ved at dræbe dronningen og lægge sine egne æg i boet.

De tovingede, myg og fluer, findes i myriader på Disko, og er den altdominerende insektgruppe. Alle som har besøgt Arktisk Station har lært den store grønlandske spyflue at kende. Denne spyflue er for øvrigt er et meget gavnligt dyr, da dens larver fjerner ådsler effektivt. Værre er det med stikmyggen, Aëdes nigripes, som visse år kan være så talrig, at hundehvalpe kan dø af blodtab fra myggestik.

Et af de bedst undersøgte insekter på Disko er frøtægen Nysius groenlandicus. Dens biologi er blevet kortlagt af Jens Böcher over en længere årrække. Undersøgelserne er foregået med udgangspunkt fra Arktisk Station.

Marinbiologi

I modsætning til det relativt fattige terrestriske arktiske økosystem på øen Disko, er det marine økosystem i Disko Bugt meget rigt. Hvalfangerbyen Qeqertarsuaq blev grundlagt af hvalfangere for 225 år siden på grund af den rige sommerforekomst her af mange hvaler. Selvom mange hvalarter blev næsten udryddet under hvalfangerperioden, kan man i dag om sommeren stadig se finhvaler, vågehvaler og spækhuggere i området ud for Qaqqaliaq (Udkiggen).

Om vinteren er det normalt at se både narhval og hvidhval tæt ved Qeqertarsuaq. Der fanges stadig nogle få vågehvaler af fangerne i byen. Disse flænses som oftest i selve havnen. I de senere år er grønlandshvalen også kommet tilbage til Disko Bugt, og kan ses lige efter at 'vestisen' er brudt op. Af andre marine pattedyr er ringsæler (netsider) almindelige hele året, og som noget nyt er det almindeligt nu at finde deres hvide 'babysæler' på selve isen lige ud for byen i april-maj måned. Der er et stort træk af både klapmyds og grønlandsk sæl i Disko Bugt, og der nedlægges da også et relativt stort antal sæler af 'godhavnere'. Den berømte Disko-bestand af hvalros, som bl.a. gik i land på øen Satuut i Disko Fjord, er nu næsten udryddet. Man kan dog være heldig at se nogle få hvalrosser sammen med remmesæler i 'vestisen' i maj måned, tæt på Hareøen.

I Disko Bugt findes der også rige fiske- og rejefelter, og da den dybe bugt åbner ud i Davis Strædet, er mulighederne for marinbiologiske studier enestående. På de dybere rejebanker (ca. 200-500 m) består sedimentet af brunt, iltrigt mudder, og dette bundsediment indeholder en rig fauna af mikroskopiske dyr, den såkaldte meiofauna.

Også på lavere vand er dyrelivet meget rigt i Disko Bugt. Et helt specielt dyresamfund er tilknyttet de smukke kalkinkrustrerede rødalger, som findes i mange former på hård bund. Specielt slægten Lithothamnion kan dominere i lavvandede bugter og fjorde. Disse alger kaldes populært for 'grønlandske koraller'. Lithothamnion afgræsses bl.a. søpindsvinet Strongylocentrotus droebachienses og skallusen Tonicella rubra. Den kraftigt farvede søpølse, Psolus fabricii, er også et typedyr på kalkalgelokaliteterne.

Bjørnedyret
Mange meiofaunadyr er første gang blevet beskrevet fra Disko. Dette gælder f.eks. det marine bjørnedyr Halobiotus crispae, som findes i blåmuslingezonen lige neden for lavvandsmærket. Dette dyr skifter udseenede i takt med årstiderne, og kan, ligesom mange andre arktiske tidevandsdyr, tåle at indefryse i indtil 6 måneder af året.

Helt unikke forhold for marinbiologiske undersøgelser findes på Disko's sydøstlige kyst. Her findes gamle kridt-tertiær sedimenter, der nu danner en sedimentkyst (Flakkerhuk), der kan minde om Jyllands vestkyst med klitter, strandsøer og 'offshore' revler. I modsætning til de fleste arktiske havsedimenter er sander ved Flakkerhuk velsorteret. Dette giver mulighed for et rigt mikroskopisk dyreliv (den 'interstitielle fauna') imellem sandskornene.